De største jazzmusikere

Der er mange, der mener, at jazz er en lidt nørdet musikform, som er svær at forstå, og som ikke rigtig appellerer til den brede lytterskare på samme måde som fx pop og rock. Men i virkeligheden har jazz jo haft en enorm indflydelse på den musik, der bliver spillet på de populære radiostationer i dag, og når man tænker efter, kender de fleste meget mere til jazzmusik og jazzmusikere, end de selv er klar over, fordi de ubevidst har taget musikken til sig, eller de har hørt noget god musik, som de måske ikke vidste var jazz.

Her er nogle af de jazzmusikere, som efter min mening har haft størst indflydelse på jazzens historie og på den populærmusik, der bliver spillet i dag.

Louis Armstrong. Louis Armstrong er jazzens superstar. Jeg tror aldrig, jeg har mødt nogen, der ikke kender ham. Han revolutionerede jazzmusikken ved at bevæge sig væk fra bigband-musikken og i stedet turnere med et band på kun seks personer, en jazz-sekstet. Han er især berømt for hittet “What a Wonderful World”, men mit yndlingsnummer med Louis Armstrong er “Hello, Dolly”. Her kan du se nummeret fra en koncert i Berlin i 1965:

Miles Davis. Miles Davis står for et af de største opbrud inden for jazzmusikken. Jazzens kendetegn har ellers altid været, at den blev spillet akustisk, dvs. uden brug af forstærkere osv. Men Miles Davis fandt på at kombinere typiske rockinstrumenter som fx elguitar og elbas med jazzen. Derfor kaldes hans musik også for fusionsjazz.

Duke Ellington. Han står for den traditionelle jazz, altså den jazz, som Louis Armstrong videreudviklede. Han havde et stort bigband, som mange jazzmusikere spillede i, inden de gik egne veje og fik succes som solister. Duke Ellington’s Big Band, der blev grundlagt i 1917, eksisterer endnu og drives af hans barnebarn Paul Ellington, der faktisk er født og opvokset i Danmark. Det kunne være for vildt at opleve dem på Jazzklubben Egegården en gang!

(Visited 1.357 times, 1 visits today)